Astrup Tulstrup Hvilsted Kirker Orienter dig om sognets begivenheder

Astrup Præstegård og have

Ultimo juli 2011:

Det store arbejde med at renovere Astrup præstegårds bindingsværk fortsætter. I 2010 afsluttedes renoveringen af vestgavlen samt en lille del af sydsiden.

Nået så langt kan vi glæde os over, at resultatet  - takket være dygtige håndværkere – er blevet særdeles tilfredsstilllende.

I foråret 2011 påbegyndtes så renoveringen af præstegårdens sydside (siden ud mod haven). Vi havde håbet, at det også skulle være  afslutningen på det store renoveringsarbejde. Men da hele projektet er en bekostelig affære, og da vores økonomiske muligheder er begrænsede, har vi været nødsaget til at standse arbejdet ved præstegårdens kvist. Renoveringen af den resterende del hen til østgavlen må derfor desværre vente til senere.

Under et restaureringsarbejde af denne art, afdækkes der som oftest skader, som ikke kunne forudses ved arbejdets begyndelse: råd i store dele af bundremmen på grund af dårlige tekniske løsninger ved sidste restaurering; stolper, som er gået så meget fra hinanden, at der var plads til gråspurvene, der byggede rede inde bag ved;  undertaget var i et større felt angrebet af råd på grund af vandindtrængen fra utætte tagrender. Dette er altsammen repareret.

Den del af husets sydside, som nu er færdigrestaureret, står smukt. Vi håber, at huset nu er sikret mod forfald i mange år frem i tiden. Alt træværket er blevet behandlet med insektbekæmpelsesmidler, og er derefter blevet behandlet to gange med finsk trætjære. Det gamle træ og de gamle mursten er blevet genanvendt i det omfang det har været muligt og forsvarligt, og håndværkerne har vist både forståelse og interesse i at respektere  den kulturarv, som den gamle bygning repræsenterer.

På Menighedsrådets vegne - Poul Evald Søgaard

Astrup Præstegård og have

Astrup Præstegård og have

Nedenfor fortælles om præstegården og den tilhørende præstegårdshave.

Denne side indeholder klip af fortællinger, citater og referater fra bøgerne ”4 sogne omkring Solbjerg”, bind 1+3+4. Helt specifikt fra artikler forfattet af pastor emeritus Per Aagaard, som i en menneskealder har virket som præst i sognene, nemlig fra 1950-1964 i Hvilsted Sogn og fra 1964-1990 i Astrup, Tulstrup og Hvilsted sogne.

Præstegård.
For at fortælle den nuværende præstegårds historie skal vi tilbage til 1767. Det år kom der en ny præst til Astrup. Det var den kun 24-årige degnesøn fra Odder Christen Begtrup, og det blev et præsteskifte, som satte varige spor både i kirken og i præstegården.

Til kirken byggede Begtrup et nyt tårn, og hans og hans hustru Anna Elisabeth Scheebyes initialer kan stadig ses på tårnets vestside tillige med årstallet 1780. Øst for koret byggede han et sakristi, og inde i kirken fjernede han den hidtidige altertavle og satte i stedet efter tidens mode en prædikestol, som dog i 1857 blev erstattet af en nyere altertavle, fordi menigheden klagede over, at man ikke kunne høre præstens prædiken, når han talte fra stolen over alteret.

Men det var trods alt i præstegården, at Begtrup udfoldede sin største byggeaktivitet. Hvordan den tidligere præstegård har set ud, og i hvilken stand den har været i, vides ikke. Men det er meget tænkeligt, at den har været gammel og forfalden, for Begtrup gik straks i gang med at bygge en ny. Den stod færdig i 1770, og det blev et stuehus, der gik ry af viden om - 27 fag (44 meter) lang, med en efter datidens forhold herskabelig loftshøjde og med en 3-fags kvist både mod nord og syd. I en udskrift fra en synsforretning i 1804 hedder det: »Stuehuset, der indeholder gipsede og betrukne Værelser, samt Vinduer og Dørre derefter; er teglhængt overalt; i fuldkommen forsvarlig Stand i alle Deele; og er den skionneste Præstebolig i Herredet«.

Men med stuehuset var Begtrups byggeaktivitet ikke afsluttet. Ved nordsiden af den vældige gårdsplads byggede han i 1777 en lade med port ud mod vejen, og mod øst opførtes stalden og »et lidet Røghuus«, som stod færdig i 1784. Til sidst kom den vestre længe, den senere forpagterbolig, som blev bygget omkring 1806. I hvert fald ved vi, at den gamle vestlænge endnu stod der i 1804, og at hele byggeriet var afsluttet, da Begtrup tog sin afsked i 1808.

I dag er alle udbygningerne borte. Laden blev revet ned i 1923, efter at en stor del af præstegårdsjorden var blevet udstykket. Det lille »røghuus« forsvandt i 1930. Stalden brændte i 1945, og forpagterboligen blev revet ned få år efter krigen. Selv det store lindetræ, der i mere end to hundrede år stod midt på gårdspladsen, er borte. Det væltede i en storm den 19. april 1980.

Men stuehuset står tilbage lige så smukt og stateligt som for to hundrede år siden, selvom en hel del i tidens løb er forandret både i det ydre og især i det indre. Fra begyndelsen må vi nok tænke os, at huset har været indrettet sådan, som man kender det fra mange herregårde, at der i den ene side (her nordsiden) har været en lang gang, mens stuerne i den anden side har ligget på rad og række med dørene ud for hinanden, så man kunne se igennem alle rummene næsten fra den ene ende af huset til den anden.

Noget af det mest bemærkelsesværdige i Begtrups hus har dog været, at der i den vestlige ende var »en Storstue, som ret godt kan gælde for en Dandsesal eller et Concert Værelse, hvortil den er ypperlig skikket«, som det hedder i en beskrivelse fra 1813. Salen var i hele husets bredde og havde »hvelvet Loft«. Der har dog næppe været tale om hvælvinger som i en kirke, men snarere hvad man kan kalde et løftet loft - det vil sige et loft, hvor bjælkerne ikke ligger i højde med tagværkets spærfod, men er fastgjort lidt højere oppe på spærene, så der mellem rummets sidevægge og loftet bliver en skrå flade langs spærenes inderside. En mindelse om dette »hvelvede loft« kan stadig ses oppe i loftsetagen, hvor der i begge sider af huset er en indskæring ca. 50 cm over gulvet i de første fire spær fra vestgavlen. Det må med stor sandsynlighed formodes, at disse indskæringer viser, hvor bjælkerne i det oprindelige loft har ligget, og vi har dermed også angivet, hvor lang salen har været.

Denne sal eller storstue har utvivlsomt været noget usædvanligt, og det hedder sig, at den undertiden blev benyttet til forskellige møder, fordi den var det største lokale på egnen.
Men der var også andre usædvanlige ting i huset. Omkring år 1800 udsendte pastor Wedel fra Everdrup sin store »Indenlandske Rejser igennem de betydeligste og skjønneste Egne i de danske Provindser«. Heri beskriver han også Astrup præstegård og dens have, og i omtalen af huset læses bl.a. »Iblandt andre Ting i Værelserne lagde jeg mærke til en kunstig Trappe til Loftet, som kunde ophidses og skjules, uden at den Ukyndige kunde finde Opgangen dertil«. Måske er det lemmen fra denne trappe, der endnu kan ses i gulvet på det vestre loft.

Astrup præstegård fik imidlertid ikke lov til at stå uændret gennem tiderne. På et ret tidligt tidspunkt er den lange gang i nordsiden blevet afbrudt af en stue, som førtes tværs igennem huset, og i l 856 skriver pastor Wagtmann (1855-1870) til ministeriet og ansøger om lån til en istandsættelse af præstegården. Han skriver blandt andet, at »Den store Sal i den vestre Ende er for flere Aar siden ved Bræddeskillerum opdelt i flere mindre Rum«. Gulvet har imidlertid ikke kunnet bære disse bræddevægge, hvorfor de nu skal udskiftes med murede vægge. Ligeledes skriver han, at »Da det hvelvede Loft allerede er ødelagt, fæstes det i lige Linie med det øvrige Loft; de dertil nødvendige nye Bjælker ville bidrage til at styrke Bygningen«. Der klages også over, at kvisten på havesiden synker, og det må være ved samme lejlighed, at kvistenes sadeltage blev udskiftet med flade, svagt skrånende tage.

Også andre forandringer skete i det ydre. I et endnu bevaret brev af 5. august 1915 til pastor Bendix (1912-1923) fortæller hans forgænger, Mogens Kristian Mogensen (1894-1912) om de ændringer ved huset, som han er vidende om. Han fortæller bl.a., at huset oprindeligt har haft tre døre i facaden. Den smukke hoveddør har siddet i midten lige under kvisten, og de to lidt mere enkle døre (som den nuværende køkkendør) har siddet symmetrisk i forhold til denne længere ude ved siderne. Mogensen skriver videre, at han har ladet hoveddøren grundigt istandsætte og flyttet den til den vestre ende af facaden, omtrent hvor den sidder i dag. Ved samme lejlighed er et buet topstykke forsvundet, fordi der ikke var plads til det på den nye plads.

Den næste store istandsættelse fandt sted i 1924. Nu fik kvistene igen et gennemgående sadeltag i stedet for de uskønne flade tage fra 1856. Bindingsværket, som hidtil havde været overkalket, blev afrenset og stolperne malede i en smuk rødbrun farve. Huset var dog stadig på mange måder utidssvarende, og i 1962-64 gennemgik det en meget grundig hovedrestaurering. En del mørnet tømmer blev udskiftet, alt bindingsværket blev nu malet sort, og størstedelen af tavlene i ydermuren blev muret om. Tagstenene blev også udskiftede, og alle indvendige vægge blev fornyede. Flere af de gamle viste sig at være af bindingsværk med lerklining og havde altså trods alle ombygninger stået urørte fra husets opførelse. Samtidig blev loftstrappen flyttet, der blev indlagt centralvarme i huset, og i den vestre ende blev der indrettet en ny stor konfirmandstue og mødesal ud mod haven. Havedøren, som hidtil havde siddet lige ud for alleen, blev flyttet til midten af huset, og der blev lavet en ny havedør fra konfirmandstuen.

Ved en senere istandsættelse, der fandt sted efter præsteskiftet i 1990, blev køkkenet udvidet til spisekøkken og nymonteret, og i konfirmandstuen blev den hidtidige garderobe inddraget, så der igen fremstod en »sal«, der gik tværs igennem huset, men dog ikke med »hvelvet loft«.
Det er således mange forandringer, præstegården har gennemgået i tidens løb. Nogle af dem kan man beklage - især flytningen af den smukke hoveddør fra midten af huset, hvorved facadens symmetri blev brudt. Andre ting - de fleste - har været påkrævede, for at præstegården fortsat kunne være anvendelig til dens oprindelige formål, og vi må så glæde os over, at de er blevet gennemført, så huset stadig har kunnet bevares som den arkitektoniske perle, det er, og ligge som en værdig nabo til Astrup kirke.

Have.
Blev Begtrups stuehus berømmet så blev hans have det ikke mindre. Det var dengang ikke almindeligt, at der var prydhaver ved gårdene. Men Christen Begtrup havde en slægtning, magister Erik Gjørup Begtrup vistnok hans fars fætter - som i 1740 var blevet præst i Vistoft på Mols. Han var både en studeret mand og en praktisk landmand og havedyrker, og han anlagde ved sin præstegård en meget bemærkelsesværdig pryd- og nyttehave, som der gik ry af viden om. Det er meget tænkeligt, at Christen Begtrup i sin barndom og ungdom har besøgt haven i Vistoft og der fået den ide, at en sådan have måtte han også skaffe sig. Den skulle blot være endnu større og endnu mere seværdig end haven i Vistoft, og det blev den.

Begtrup anlagde en have på omtrent 4 tdr. land med sjældne træer og planter og i den franske barokstil, opdelt i rektangulære afsnit, der adskiltes af alleer og gange med høje hække. I synsudskriften fra 1804 hedder det: »Haugen, der her paa Egnen er den eneste i sit Slags og indeholder Terrain af flere Tønder Land, er anlagt af nuværende Sognepræst for en 30 Aar siden og med megen Fliid og Bekostning bragt til Fuldkommenhed med Træer, Blomster, Urter, Vexter, Alleer og Buegange, der maae glæde og forlyste Enhver, der beseer den«.

Senere i udskriften anføres det også – åbenbart som noget usædvanligt – at haven »er indhegnet overalt med levende Giærder«. Indenfor de »Levende Giærder« indrammedes anlægget af en gang, som gik hele haven rundt og knækkede i rette vinkler i hjørnerne. Mod nord og øst gik den som en nøddegang, og det ca. 200 meter lange stykke mod syd var indrammet af sirligt klippede tjørnehække. Professor Christian Molbech, der berejste det meste af landet og senere udgav sine beretninger derom, besøgte Astrup præstegård i 1813 og fortæller begejstret om både huset og haven. Han skriver bl.a.: »I Haven ser man, lige for Havestuedøren, men i nogen Frastand, en colossalsk, usædvanlig høi, og virkelig sielden Lindehæk, der lige fra Roden til Toppen er fuldkommen tæt og lukket. Denne Allee fører til en anden bred og meget lang Gang, indfattet med brede og tætte klippede Tiørnehække, som i regelmæssig Afstand ere udskaarne for Udsigtens Skyld. I disse Hække er der lige regelmæssigt, imellem ethvert saadant Udsnit, hugget smaa Nicher eller Løvhytter, hvor en Stol eller en lille Bænk kan staa, og hvor man kan sidde i Ly og Skygge heel inde i Hækken. Paa et Sted er der en saadan Aabning i Hækken, som man antager for en Løvhytte, ligesom de øvrige, da en lille fritstaaende Hæk er plantet bag Aabningen; men gaar man ind, og bøjer om til Siderne, finder man en lille, nydelig Blomsterhave, med et Lysthuus i Baggrunden, omringet og ganske skiult af høje uigennemtrængelige Tiørnehække, saaledes at en Fremmed mange Gange kan vandre Haven igiennem uden at opdage dette lønlige Sted«. Molbech tager nok munden lidt for fuld, når han siger om haven, at den »neppe i Jylland har sin Lige«. Men han har sikkert haft ret i, at den kunne »overraske enhver ved sin Størrelse og Originalitet«.

I dag findes meget af det, som datiden berømmede, ikke mere. Senere tiders præster har omlagt haven i retning af den engelske, landskabelige stil. Snoede gange er blevet anlagt og senere sløjfet igen, og en lille sø med en ø i midten er blevet udgravet – sandsynligvis for at øge det romantiske præg. Men nogle spor af Begtrups have findes dog stadig. Den »colossalsk« høje lindealle står der endnu. Den lange gang hele haven rundt er der også, selvom nøddegangen mod nord og vest efterhånden er en smule ramponeret, og af de klippede hække, som kantede den lange gang i sydsiden af haven, er kun ca. en femtedel tilbage i den østlige ende. Men her står altså de 200 år gamle tjørnebuske endnu, og to af de større nicher samt en af de mindre er der også endnu, så man stadig kan danne sig et billede af, hvordan det hele engang har set ud. Hvor Molbechs »lønlige Sted« med den lille blomsterhave og lysthuset har været, er der dog ikke mere nogen, der ved – desværre.

Derimod findes stadig i havens sydøstligste hjørne den lille høj, som pastor Wedel i sin rejsebeskrivelse kalder »en Altan, hvorfra haves en vid Udsigt til Havet, Aarhuus og andre Omegne«. I dag kan man hverken se havet eller Århus fra højen. Om man har kunnet det omkring år 1800, eller Wedels øjne har spillet ham et puds, vides ikke. Men »Altanen« er der altså endnu.

Både huset og haven er nu fredede og dermed sikrede mod ubetænksomme omlavninger og fældninger. Og de fortjener det. For trods alle de forandringer, der er sket i tidens løb, er Astrup Præstegård og dens have stadig værdifulde kilder til vort sogns historie og stadig et sted, som ved sin skønhed og »sin Størrelse og Originalitet« »maae glæde og forlyste Enhver, der beseer den«.

Bygherren.
Om Astrup Præstegårds skaber, Christen Begtrup, kan det kort berettes, at han for sin fremsynethed og initiativrigdom blev påskønnet med udnævnelse til Consistorialråd. Det skete i 1796. Men han kom også ud for mange sorger. Hans kone, der som purung var rykket ind i den nye præstegård to år efter dens opførelse, døde som kun 38årig i 1792.

Det fortælles, at han i sin sorg lod lave en buste af hende og opstillede den i kirken på den lille hylde, som stadig kan ses i nichen fra den gamle kvindedør, men at han senere fjernede den igen, fordi det gjorde for stærkt indtryk på ham at se den, når han trådte ind i kirken.

Og der kom mere til. Også alle Begtrups børn døde, to som spæde og to som voksne. Størst var nok sorgen over at miste en søn, som var udset til at arve embedet i Astrup. Begtrup opnåede at blive kirketiendeejer, og dermed fulgte retten til at udpege en efterfølger. Men sønnen, Lauritz Scheebye Begtrup, døde to år efter at have taget sin teologiske embedseksamen, kun 26 år gammel. Begtrup tog sin afsked i 1808 og døde året efter, 66 år gammel. Han blev begravet på Astrup Kirkegård, nord for kirken, men det nøjagtige sted kendes ikke mere.

Det blev således ikke Begtrups egne efterkommere, der kom til at arve alle hans herligheder. Men hans værk har alligevel ikke været forgæves. Nu blev det blot alle os andre, der siden fik lov til at bo i Begtrups præstegård og gøre tjeneste i hans kirke, der kom til at nyde godt af hans arbejde sammen med de sogne, der forhåbentlig endnu i mange år kan glæde sig over at eje og bruge disse klenodier.