Oversigt over aktuelle arrangementer

Corona etik ved Svend Andersen

En så undselig størrelse som et virus, Corona, har allerede præget året 2020 så grundlæggende som intet andet. Sygdommen, den forårsager, Covid-19, har allerede kostet en million menneskeliv jorden over. Det er i sig selv skræmmende. Men pandemien har også medført ændringer i selve vores levemåde, både som enkeltmennesker og som samfund. Corona har skabt en ny etisk be-vidsthed – eller måske snarere afsløret en etisk forlegenhed. Etik drejer sig om forskellen mellem at gøre det rette eller gøre det forkerte. Om modsætningen mellem godt og ondt. I kristendommen kender vi etikken fra de tid bud og buddet om at elske sin næste. Men selv om Danmark siges at være et kristent land, er det nok de færreste, der tænker på de bibelske bud, når de overvejer, hvordan de skal bære sig ad. Faktisk hersker der en udbredt etisk relativisme: hvad der er godt og ondt, er noget, vi hver især selv bestemmer. Hvad der er godt for mig, er sikkert ikke godt for dig. Etik er dybest set ikke noget, vi kan diskutere. Og vi kan da slet ikke fortælle andre, at de har båret sig forkert ad! Derfor bredte der sig en rådvildhed, da regeringen i marts måned ikke bare ”lukkede Danmark ned”, men fortalte os, hvordan vi alle skal overholde bestemte forsigtighedsregler. Og da politiker-ne talte om samfundssind, skulle der kommentatorer til at forklare, hvad det betyder. Mange blev fornærmede over, at nogen tillod sig at fortælle os, hvordan vi skulle opføre os. Reaktionen afslører en etisk analfabetisme. I grunden burde det være indlysende for alle, hvad vi skal gøre. Når samfundet er ramt af en alvorlig smitte, skal vi ikke kun tage vare på os selv, men i lige så høj grad på andre. Og vi bør være optaget af, at de bærende institutioner i samfundet – sundhedsvæsenet og skolen fx – skal stå krisen igennem. Det er, hvad samfundssind betyder. Et konkret udtryk for samfundssind ville være, hvis der overalt bæres mundbind som en selvfølge. Som i Andalusien, hvor vi befinder os i skrivende stund. Svend Andersen

Nyeste forholdsregler under gudstjenesterne etc.

Korte gudstjenester og ingen sang

Samfundet er nu i højeste risikoniveau pga. den engelske virusmutant, og regeringen har udstedt nye restriktioner. Samtidig er det regeringens og sundhedsmyndighedernes vurdering, at folkekirken fortsat kan være åben og holde korte gudstjenester samt kirkelige handlinger, men under skærpede krav. På baggrund af dette er det biskoppernes holdning, at folkekirken skal tilpasse sig situationens alvor og fungere på et niveau, der minimerer smitte-risikoen, mens vi fortsat sikrer at være nærværende som kirke og udfylde vores vigtige funktion i samfundet under krisen. Derfor bør gudstjenester og kirkelige handlinger fremover kun vare max. 30 minutter, og vi anbefaler, at man undlader fællessang. Desuden kan kirken holdes åben for mennesker, der ønsker at besøge kirkerummet, bede en bøn eller lignende. Men der må max 5 personer samlet på samme tid.

Det vil sige, at den samlede status for folkekirkens virke er denne:

• Gudstjenester og kirkelige handlinger herunder også begravelser og bisættelser bør højst vare 30 minutter. De skal gennemføres med overholdelse af de gældende retningslinjer om areal- og afstandskrav, udluftning, god hygiejne og mundbind.
• Arealkravet vil også blive skærpet. Vi afventer pt. den konkrete udmøntning fra Kirkeministeriet, der forventes at komme 7. januar.
• Sundhedsmyndigheders afstandsanbefaling bliver ændret fra 1 til 2 meter.
• Det anbefales at undlade fællessang ved kun at lade kirkens kor eller kirkesanger synge for menigheden. Alternativet kan også være instrumentalmusik, afspilning af musik/salmesang, eller at menigheden nynner med lukket mund. Det er fortsat muligt at synge ved udendørs handlinger efter de retningslinjer, der gælder her, fx til begravelser.
• Det bør overvejes, om nadver skal gennemføres i gudstjenesten.
• Muligheden for 500 siddende deltagere til et arrangement er fjernet, og dermed også muligheden for udendørs gudstjenester.
• Alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, opfordres fortsat til at arbejde hjemmefra. Det skal dog sikres, at det fornødne personale til at gennemføre gudstjenester og kirkelige handlinger er til stede. Det enkelte menighedsråd kan konkret overveje, om medarbejdere, hvis opgaver foregår udendørs og ikke indebærer nævneværdig menneskelig kontakt, fortsat kan løse disse opgaver.
• Der opfordres fortsat kraftigt til, at alle kirkelige aktiviteter bortset fra gudstjenester og kirkelige handlinger aflyses eller udskydes. Dette gælder koncerter, børneaktiviteter, foredragsarrangementer, studiekredse, fællesspisninger, kirkekaffe og ældreaktiviteter mv.
• Hvis der gennemføres aktiviteter i sognegården eller andre af kirkens lokaler, gælder forsamlingsforbuddet på max. 5 personer.
• Menighedsrådsmøder er undtaget forsamlingsforbuddet, men skal foregå under hensyntagen til areal- og afstandskrav.
• Konfirmandforberedelse skal foregå virtuelt. Dette gælder fra fredag den 8. januar, og indtil der sker ændringer. Særregler for den udendørs del af begravelser og bisættelser er uændret på max. 50 personer under hensyntagen til afstandskrav. Eksempler på korte liturgier vil blive delt på stifternes hjemmesider.
Biskopperne

Berammet Sommerkoncert Astrup Kirke

Mandag den 15. juni kl. 19.30 er berammet til
en sommerkoncert i Astrup Kirke.
Aarhus Universitetskor, dirigeret af Søren Kinch
Hansen, er inviteret til at synge danske sange i et
meget flot arrangement, som kaldes: DEN LYSE
NAT med undertitlen: DET ER IGEN DEN FINE
LYSE NAT.
Titlen er et citat fra Hans Hartvig Seedorffs
smukke tekst, som både indeholder det opløftende
ved lyset og det smertelige, når dystre
erkendelser ubarmhjertigt belyses.
Lysets betydning og dets symbolstyrke er indfaldsvinklen
i dette dansk-svensk-norske program,
som blander bibelske og kirkelige tekster
med natur- og årstidsrelateret lyrik. Sikkert op3
stået af vores geografiske placering på kloden og
dermed vores markante årstidsskift, forekommer
det os, at ingen andre steder blandes sommerens
lys og lysets billedstyrke så ubesværet ind i
et fælles felt af kirkeligt og verdsligt udtryk som
her hos os nordboer.
Hvor vil vi håbe, at denne flotte koncert må gennemføres.
Og hvor skal alle være velkomne.
Men indtil videre er koncerten udsat!!
På vegne af menighedsrådet
Anne Vejbæk

ET FORÅR – EN TID – VI ALDRIG VIL GLEMME! ved Anne Vejbæk

Vi befinder os kirkeligt i tiden mellem Påske og
Pinse. Tiden, hvor ingenting sker, selv om verden
går videre. Disciplene sidder isolerede fra verden
og hinanden i sorg, i angst for hvad, der er sket,
og hvad der skal ske. De har forsøgt at forstå, at
tiden sammen med deres Herre Jesus var forbi,
og at de ikke længere skulle fortrylles af hans
nærvær og opleve det menneskelige fællesskab
med ham som centrum.
Men tiden mellem Påske og Pinse er ikke bare
en bestemt periode i kirkeåret, men også en tid
vi så at sige altid lever i. Mellem dét, der er sket
og dét, som det betyder. Og i år en tid, et forår,
som vi aldrig nogen sinde vil glemme. En tid, hvor
mange forhold er anderledes og forandret og hvis
virkninger vi ikke kender.
En tid, hvor en aldrig før oplevet og forfærdelig
verdensomspændende sygdomskrise har hærget
og efterladt bekymringer, sorger og rædsel.
Rædsel ude i verden, hvor folk mangler alt for
at kunne beskytte sig; og herhjemme sorgfyldte
mennesker, som ikke kan være sammen med
deres kære på sygehuse, plejehjem og mest
bedrøveligt: på dødslejet, hvorefter følelsen af
svigt råber til himlen.
Derudover en tid, hvor pandemien ekstremt
hurtigt har udviklet sig til en meget bekymrende
finanskrise med konkurser og arbejdsløshed med
store menneskelige omkostninger. En tid, hvor vi
har opdaget, i hvor høj grad globaliseringen øger
vores samfunds sårbarhed. Og hvor vi tydeligt
mærker, at alle tråde for alvor er vævet ind i
hinanden.
Det er også en tid, hvor vi har oplevet, at vi lever
af hinanden på mere end én måde. Vi har med
Løgstrups smukke ord erfaret, ’at vi altid står
med lidt af den andens liv i hænderne’. Vi har
opdaget, hvor meget vi har brug for hinanden og
kan give til hinanden. Vi har opdaget, hvad empati
og respekt betyder. Vi har opdaget, hvor heldig
man er, når man bor i et frit, demokratisk land
i modsætning til verdens autokratiske regimer.
Vi har opdaget, hvor betydningsfuldt det er at
have en statsleder som vores og en dronning og
et kongehus, som viser kærlighed og omsorg for
sit folk. Vi har mærket samfundssind mellem os
alle forsøgt praktiseret på bedste måde. Vi har
opdaget, at vi er i hinandens vold.
Den danske Folkekirke har også forsøgt at
bringe trøst og opmuntring så godt, det kunne
lade sig gøre under de omstændigheder, at
det fysiske fællesskab ikke kunne finde sted.
Opfindsomheden har været stor og formen
meget forskellig. Men det har været en meget
mærkelig oplevelse at stå i kirkedøren og sige
til folk, der gerne ville deltage i en mindehøjtidelighed,
at der ikke var plads til flere end de
10 allernærmeste. Forståelsen og accepten af
forholdene har dog været fuldstændig til stede.
Som nævnt har den nødvendige aflysning af
gudstjenesterne ikke hindret kirkens åndelige
fællesskab i at finde nye udtryk og givet os en
følelse af på trods af alt at høre sammen. Lokalt
griber man det forskelligt an med de midler man
nu har:
I Astrup har man hver middag mellem 12.00 og
12.30 kunnet høre kirkens klokker spille sange
og salmer om håb og glæde. Mange har under
klokkespillet været på kirkegården og besøgt
deres gravsteder eller været på havevandring i
præstegårdhaven. Der er blevet holdt gårdsang
for Plejecentrets beboere i påsken; der er blevet
kommunikeret meget på skrift og i telefon; hjemmesiden
er blevet lidt fyldigere med ord til trøst
og opbyggelse; Solbjerg Facebook er også blevet
brugt. Her er Fadervor blevet kommunikeret ud til
forældre og børn i sang og fagter. Billeder af de
mange skønne glasengle, som konfirmanderne
lavede, lige før Danmark blev lukket ned, er
blevet lagt ud også på Facebook. Og i radio og tv
er der hver søn- og helligdag blevet transmitteret
gudstjenester fra Skt. Pauls Kirke i København,
hvor sognepræst Katrine Lilleør sammen med
organist Frederik Magle på fineste og enkle måde
har bragt forkyndelsen ud i sognene og taget
os med til alters. Der er daglig morgenandagt
fra Domkirken i København, morgensang med
Phillip Faber og meget mere.Men når alt dette er
sagt, så har det været mere end forstemmende
at skulle aflyse især Påskens store drama og
glædesfest, mange andre gudstjenester og
koncerter i vore egne kirker, og mest af alt at
måtte udsætte tre konfirmationer, ni barnedåb,
og flere bryllupper. Mange familier har glædet sig
i årevis og nu måttet lave om på længe planlagte
arrangementer. Og meget er rykket helt frem
til september for nogenlunde sikring af, at det
til den tid kan gå an at være sammen i større
forsamlinger.Alle de mange udskudte kirkelige
fester vil vi på trods af alt glæde os til. Det har
man vel lov til. Måske kan vi endda finde fordele
ved at fejre store begivenheder i sensommeren.
Måske er udskydelsen godt for noget. Hvem ved!
Nu må vi bare håbe, at så mange som muligt
kommer igennem krisen uden at blive alt for
syge. At ensomheden ikke bliver for overvældende
og at vi måske som de privilegerede
mennesker, vi også er i dette land, kan se ud
over os selv og forholde os til en større, fælles
virkeligheden Det må være mit håb og ønske for
os alle.
Anne Vejbæk