Astrup Tulstrup Hvilsted Kirker Orienter dig om sognets begivenheder

Denne måneds digt

November 2017
TAKSIGELSE

Tak for dig.
Tak for de dage jeg måtte dele med dig,
og fordi jeg har været elsket af dig.
Tak fordi jeg måtte være vidne til dit liv,
og fordi du havde tillid til mig.

Tak fordi jeg har måttet være vigtig for dig,
og fordi jeg kender varmen fra din omfavnelse.

Tak fordi jeg har minder om dig.

Tak fordi jeg fik identitet og ansigt af dig,
og fordi jeg mærkede livets grøde gennem dig.

Tak fordi du har kysset mig med din levende mund.

Helle Søtrup, fra digtsamlingen ’Send flere engle’

Sommer 2017
En konfirmationssang

Gud, du kender alle mine veje,
også dem jeg ikke selv forstår.
Du, som satte kloden til at dreje,
ser din skabning, hvor vi står og går,
og når dine børn bli’r for forfløjne,
ser du på os med de milde øjne.

Gud, du kender alle mine tanker,
også dem jeg ikke selv kan li.
Du kan høre hjerterne, der banker,
når de mørke skygger går forbi,
og før ordene forlader munden,
kender du dem alle ned til grunden.

Gud, du kender alle mine dage,
også dem jeg ikke selv har mødt.
Du ser både fremad og tilbage,
du har elsket mig, før jeg blev født,
i din bog stod mine dage skrevet,
før en eneste af dem var levet.

Livet rækker sine fremtidshænder
ud mod mig og siger kærligt: Kom!
Jeg går ud i det, jeg ikke kender,
det jeg håber på og drømmer om.
Gode Gud, det er så godt at vide,
du er overalt og ved min side.

Troen, håbet, kærligheden, livet,
alting får jeg af din gode hånd,
fremtidsmål og drømme får jeg givet,
bind mig tæt til dig med stærke bånd,
så jeg aldrig kommer til at glemme,
hvem jeg er, og hvor jeg hører hjemme.

Forfatter: Bente Graugaard Nielsen
(kan synges på mel:
Du som gir os liv og gør os glade)

Maj 2017

GÅ GENNEM BYENS LANGE LIGE GADER

Gå gennem byens lange lige gader,
du sommerlyse Helligånd,
stryg ømt hen over slidte grå facader,
og rør de trætte smilebånd,
så troen gror, og håber bor,
hvor dørene bliver åbnet for de andre.

Smut ind i vores smalle trappegange,
september-milde kærlighed,
og syng om Gud for dem, der sidder bange,
og dem, hvis mod blev slået ned,
så triste ler, og blinde ser,
og livet stadigvæk er værd at leve.

Blæs ny luft gennem kirker og kontorer,
du vinterklare sandhedsånd,
træng ind i magtens kolde korridorer,
og tænd os med Guds egen hånd,
så vores by med lys på ny
kan smykke sig i glæde til Hans komme.

Kom til os, hvor vi frygter for hinanden,
du forårskåde skabermagt,
forkynd at Jesus Kristus er opstanden
og venter os, som han har sagt,
så vi går ud i tro på Gud
og lever uden frygt i nådens sommer.

Holger Lissner ( Fra ’100 salmer’)

April 2017

DET ER PÅSKE OG VI MÅ SPØRGE:
HVEM ELSKER EN KAIN?

1. Hvem elsker en Kain og en Judas?
Jeg ser dem hver dag i mit spejl
og ved, at jeg ikke er bedre
end dem, der for alvor går fejl.

2. Jeg kender fornægteren, Peter,
hvem vover at kalde sig tro?
Selv hører jeg hanen, der galer,
og tænker: Ja, Peter, vi to.

3. Men Kristus, Jeg tror på, du elsker
og når dem, som ingen kan nå.
Du bad fra dit kors for os alle,
os tabte, der står og ser på.

4. Langfredag er dagen, der viser
os alle, hvor langt du vil gå,
så langt, at du når os fortabte,
men det kan kun tabte forstå.

5. Hvem elsker en Kain og en Judas?
Den samme, som tilgiver mig.
Så går jeg, trods haner, der galer,
med Kristus min Emmausvej.

Tekst: Niels Johansen 2015
( Fra Lutherrosen – 17 salmer)

Marts 2017

FAR, HVEM MON MIT
HJERTE BANKER FOR
Far, hvem mon banker mit hjerte?
Er det Gud? Kan hun ikke la vær?
Hun har mange usynlige hænder
for tænk på hvor mange vi er
Far, når jeg sover så tror jeg
nok at Gud trækker vejret for mig
og far vil du ikke godt love
at Gud også gør det for dig?
Nogen får ingen godnatsang
og nogen har slet intet hjem
skal vi ikke be Gud om at synge
en lille godnatsang for dem?

NÅR STEMMER
OG FUGLE FORSTUMMER
Når den jeg har elsket er borte
og ikke kan mærke hvor hårdt
min kærlighed skriger og jager
og nægter at vende sig bort
Når den jeg vil røre er borte
og ikke kan vide hvor tit
min kalden forsvinder i intet
som døende ensomme skridt
Så lov mig du findes i døden
så lov mig du åbner din favn
med himmelske, lysstærke arme
og siger min elskedes navn.
Eksempler på salmer af Iben Krogsdal,
som man kan høre mere om ved arrangementet
den 25. marts.

Februar 2017

DEN STØRSTE BEGRÆNSNING I DIT LIV

Den største begrænsning i dit liv
er din egen overbevisning om,
at det ikke kan lade sig gøre

Musik er den kunstart der står os allernærmest
fordi den er følelsernes og stemningernes kunstart
den går lige ind uden om al tanke, vilje og fornuft

kirken kan være fyldt med poetiske oplevelser
en god prædiken er for mig en livsoplysende prædiken
der minder os om at vi lever i et fællesskab med hinanden.

Simon Grotrian 2016

Januar 2017

Året, som i dag oprinder,
hilser vi med håb til Gud,
ingen ved, om, når det svinder,
han det da kan synge ud;
men, vor gud, vi tror og ved,
evig er din miskundhed.
Gud, på alt, hvad os skal hænde,
gør en god og salig ende.

N.F.S.Grundtvig 1851

 

December 2016

Decembernat. Engle slår vingerne ind
og lander forsigtigt i menneskesind
de visker om barnet som netop blev til:
I nat kan I møde ham her hvis I vil!

Måske er vi store, i nat er vi små
måske skal vi fejle, i nat skal vi få
i nat kalder Gud sine mennesker frem:
Her har I mit barn, I skal være hans hjem!

Han spjætter af livskraft i hjertet på os
som tænder stearinlys i mørket på trods
små lys der skal strømme mod dem vi er nær
og dem som er fjerne og dem, som vi er

I stuer, i kirker, i tanker, i år
ved sygehussenge hvor håbsengle går
skal Guds hånd i nat trække angststikket ud
og røre os stille for julen er Gud

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to
at barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv hvor vi kommer til kort

I nat skal vi tænde decembernatslys
og gyse af glæde og dele det gys.
Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet
af julenatsfryd over det der er sket!

Iben Krogsdal, 2009.

November 2016

Novembers lave sol,
de høje tårne,
en enlig klokkes bøn
til den enbårne.
En sky for solen,
vinterstormen kommer
med død og dom
og længsel efter sommer.

November: Stille sorg
ved Allehelgen.
Finanslov, julemarked,
vragen og vælgen.
Den tunge regn,
de våde sorte gader.
Sireners hyl,
blå blink i spejlfacader.

November:
Bål af affald,
avner, grene.
Det er den mørke tid
på verdens scene.
På scenen står
med slangebid i hælen
Guds søn og taler dom
til folkesjælen:

Gå bort fra mig.
Da jeg var syg og bange
og sulten, tørstig, nøgen,
fremmed, fange,
kom I mig da til hjælp
i mine smerter?
Gå bort! Min dom er hård
som jeres hjerter!

November: Iskold nat
med klare stjerner.
Nu dør og spirer
jordens hvedekerner.
Gud! Tænd din midnatssol
i mørkets hjerte.
Forløs med advents ve
novembers smerte.

Hans Anker Jørgensen 2001

Oktober 2016

Pilgrimssangen

Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig - i sin hånd.

Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig - i sin hånd.

Må din lut få mange strenge,
og må tanken spænde højt sin flugt,
må din visdom finde til sin brønd
og din latter lette som en fugl,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig - i sin hånd.

Må din tro bevare gløden
og dit håb sit stærke vingeslag,
og må kærligheden fylde dig,
og må Gud velsigne dig og dit,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig - i sin hånd.

Keltisk sang. Første vers oversat v. Per Harling, Sverige
- og resten v. Holger Lissner, med få ændringer, så melodien passer til den danske tekst...

Hør den fremført her.

September 2016

Septembers himmel er så blå ...

Septembers himmel er så blå
dens skyer lyser hvide
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro
imellem træer og tage
en munter glæde ved at gro
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

Hver stubbet mark, vi stirrer på
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.

De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.

Tekst:Alex Garff, 1949
Melodi: Otto Mortensen, 1947

Hør den med Akademisk Kor, Århus - klik her

August 2016

Tilegnelse

Jeg takker dig,
høstgrå hav,
for dit store suk.

Og dig,
verden,
for venskab.

Og dig,
hverdag,
for dit tillidsfulde blik.

Og dig,
broder,
for al din id og iver.

Du som i forrige uge,
hed i kammen,
malede den sammenkrummede okse på hulens væg i Altamira!

Du som i forgårs
var med til at polere manken
på den store sfinx i Gizeh!

Og som igår
sad i træet
Og kiggede forhippet på Jesus!

Og som for en time siden
som første mand i verden
rundede de tordnende rev ved Kap Bojador!

Og som nu i dette øjeblik
i skabende henrykkelse
forbereder din første rumfart!

Og som måske allerede i aften er et henvejret sagn
– et bundløst sus i vissent græs
– et smuldrende smil i mørket.

William Heinesen

REDIGERET AFTHOMAS BREDSDORFF
Begynder man bagfra, vil man tro, at det her handler om, hvor ubetydeligt mennesket er: Hans dage er som græs, et smuldrende smil i mørket. Men digtets stemning er den modsatte af den Davids salme i Det Gamle Testamente, hvor Herren er alt, og mennesket er som det græs, vejret er faret over og har blæst væk. Nej, for Heinesen er de der alle samtidig, hulemaleren fra i går og rumfareren af i morgen. Heinesen var en ven af verden.
thomas.bredsdorff@pol.dk
’Tilegnelse’ står i ’Hymne og harmsang’, som William
Heinesen, 61 år gammel, udgav hos Gyldendal 1961.
Bragt i Politiken 9/8-2016