Astrup Tulstrup Hvilsted Kirker Orienter dig om sognets begivenheder

Hvilsted Kirke

Hvilsted Kirke

Oplysninger om Hvilsted Kirke:

Hvilsted Sogn (Wikipedia)

Hvilsted Kirke (Wikipedia)

Denne side indeholder klip af fortællinger, citater og referater fra bøgerne ”4 sogne omkring Solbjerg”, bind 1+3+4. Helt specifikt fra artikler forfattet af pastor emeritus Per Aagaard, som i en menneskealder har virket som præst i sognene, nemlig fra 1950-1964 i Hvilsted Sogn og fra 1964-1990 i Astrup, Tulstrup og Hvilsted sogne.

Kirken.
Set udefra er Hvilsted Kirke nok den mindst anseelige af Solbjerg-egnens kirker. Er Hvilsted Kirke således beskeden i det ydre, bliver man så meget mere overrasket, når man træder ind i kirken og ser den rigdom af både farver og former, der præger rummet. To prægtige, tunge, jernbeslåede egetræsdøre fører ind til våbenhuset og videre fra dette ind i kirken. De er fremstillet i forbindelse med en restaurering af kirken i 1938 af to lokale håndværkere, den selvlærte, men uforlignelige snedker Per Kolling og den solide smed Anders Nielsen, efter tegninger af arkitekt H.P. Nielsen, Odder. Våbenhusrummet er lavt, men har været endnu lavere, hvilket ses tydeligt på østvæggen, hvor en række firkantede fordybninger viser, hvor loftsbjælkerne oprindeligt har ligget.

Hvilsted interiør østlig midi
Kirkerummet.
Kirkerummet er lyst - nogle vil måske sige overbelyst - med store, rundbuede vinduer mod syd i alle skibets fire hvælvinger samt et i koret og til overflod et enkelt i nordsiden. Man har åbenbart i forrige århundrede, da man ville forbedre belysningen i kirken, ment, at det skulle gøres grundigt.
Oprindeligt har kirken naturligvis - som de fleste andre landsbykirker fra l200-tallet - haft fladt bjælkeloft, og enkelte afsavede bjælkeender fra dengang titter endnu frem af muren et par steder i kirken og fortæller lidt om, hvilke forandringer den er undergået i tidens løb.

Hvornår hvælvingerne er bygget ind, vides ikke med sikkerhed, men at det er sket inden udgangen af 1400-tallet, fremgår af de smukke kalkdekorationer, som ved et tilfælde blev genopdagede i 1982 og derefter fremdraget og restaurerede, og som i dag er med til at gøre kirkerummet til en glad og festlig ramme om menighedens gudstjenester og kirkelige handlinger. Over korbuen læser vi årstallet 1497 og over buen til den nederste hvælving 1498. Man er altså begyndt i den østlige ende af kirken det ene år og sluttet i den vestlige det følgende år.
Hvilsted hvælvinger midi

Foruden ribbedekorationerne, der ligner dem, vi kender fra Astrup og mange andre kirker fra samme periode, bemærkes især en stor blomsterdekoration over korbuen og en noget mindre over næste bue samt en indskrift over døren ud til våbenhuset, "Ave Maria gratia plena", oversat: "Hil dig Maria fuld af nåde". Det er indledningen til den bøn, der af katolikker bedes mindst lige så meget som Fader Vor, og altså et vidnedsbyrd om kirkens katolske fortid. Der er ikke noget mærkeligt i, at der i en katolsk kirke fandtes en Maria-indskrift, og det behøver ikke at have noget at gøre med en tidligere fremsat teori om, at Hvilsted Kirke skulle være indviet til Jomfru Maria, men det er ganske interessant, at vi i Hvilsted Kirke foruden indskriften over døren også har et andet minde om Maria-dyrkelsen, nemlig den murblok, der står under pillen i skibets nordøstre hjørne.

Det var i den katolske tid almindeligt, at man foruden højalteret i koret også havde et sidealter på hver side af korbuen - triumfbuen, som den også kaldes, og at alteret nord for buen var indviet til Maria. Vi må altså tænke os, at der her har stået et muret alterbord, og da man byggede hvælvingerne, har man simpelthen bygget hjørnepillen ovenpå alteret. Da man efter reformationen rev sidealtrene ned, kunne man på grund af denne pille ikke fjerne det hele og nøjedes derfor med at hugge så meget væk som muligt, og det er grunden til, at vi stadig har en lille stump af Maria-alteret bevaret i vor kirke.

Hvilsted døbefont midi
Døbefont og alter.
I de gamle kirker fandtes kun to inventargenstande, nemlig en døbefont og et alterbord til brug ved kirkens vigtigste handlinger, dåben og nadveren. Døbefonten stod i vestenden af skibet midt mellem de to indgangsdøre som udtryk for, at det er gennem dåben, vi optages i kirken, mens alterbordet stod i koret, hvor det også findes i dag. I Hvilsted Kirke har vi stadig den samme døbefont, som har stået i kirken i alle dens 800 år, selvom den nu er flyttet op til korbuen. Det er en smuk og enkel font med et par bånddekorationer omkring kummen og en terningformet fod med et indhugget Georgskors på hver side.

Det oprindelige alterbord findes desværre ikke mere. I stedet er opsat et kasseformet fyrretræsbord dækket af et gyldent antependium med Kristus-monogram, anskaffet ved restaureringen i 1966. Gammel er derimod altertavlen, der straks fanger blikket, når man træder ind i kirken og som sig hør og bør henleder opmærksomheden på det centrale sted, hvor den hellige nadver forvaltes.
Hvilsted alter midi
Tavlen menes udført omkring 1610-20 af den på egnen velkendte billedskærer Oluf Olufsen i Hedemølle og med malerier og staffering af Lauritz Andersen Riber. Tavlen er sidst restaureret i 1938 af Georg N. Kristiansen og Povl Jensen og ved den lejlighed så vidt muligt gengivet de oprindelige farver.
Hvilsted prædikestol midi
Hvilsted krucifix midi
Prædikestol og Krucifix.
Det samme gælder den enkle prædikestol fra omkring 1600, ligeledes i renæssancestil, og det lille krucifix over korbuen, som er kirkens ældste genstand næstefter døbefonten, formentlig skåret omkring 1450, altså længe før reformationen. Det er ikke - som nogle måske kunne tro - kirkens gamle korbuekrucifix (disse var flere gange større og stod på en bjælke hen over korbuen), men derimod et processionskrucefix, hvilket især ses af den tap, som den lodrette korsbjælke ender med, og som viser, at det har været beregnet til at sætte på en stang for at kunne bæres i procession bl.a. ud i sognet ved forårstid for ligesom at bringe velsignelsen fra kirken ud over de ny tilsåede marker.

Epitafierne.
Ud over de ting, som normalt "hører til" i enhver kirke, har Hvilsted to pragtstykker, der nok kan måle sig med altertavlen og prædikestolen i kunstfærdighed. Det er de to epitafier, gravminder over herremænd på gården Cane eller Kanne, det nuværende Rantzausgave.
Hvilsted epitafi lille midi
Den mindste af tavlerne hænger på nord væggen i den vestligste hvælving, men har tidligere hængt på korets nordvæg, hvor den dækkede det nu genåbnede, romanske vindue, og endnu tidligere, før kirken fik sit første orgel, vistnok på gavlvæggen i vest. Den er tydeligvis lavet af samme billedskærer og maler, som har fremstillet altertavlen, og på hængeværket forneden oplyses det, at "Under denne sten huiler sig Mickel Pedersen oc hans kiere Hustru Karen Laurizdatter som boede og døde i Kanne. Gud giffue dennem med alle tro Christne en ærefuld opstandelse". Maleriet ovenover viser de afdøde i deres pæneste tøj, knælende på et stengulv og omgivet af en grå mur, som vel skal henlede tanken på et gravkammer. Hele billedet skal vel ses som et udtryk for troen på, at de to afdøde i det hinsidige skal mødes med alle de hellige. Alt i alt en lille perle med et væld af spændende detaljer. Epitafiet er senest restaureret i 1966 ved Georg N. Kristiansen.
Hvilsted epitafi store midi
Det store epitafium, der er ophængt på nord væggen i det østligste fag af skibet, er ikke mindre righoldigt. Det er skåret af en af egnens mest fremragende billedskærere, Peder Jensen Kolding, hvis arbejder også findes f.eks. i Odder og Skanderup kirker, og det bærer på fodstykket årstallet 1641. En indskrift i det rektangulære felt under stor feltet fortæller: "Her Under huiler Erlig høyaftbarer og Vel for Nehme Mand, Jacob Jensøn Ride Foget ofuer skanderborrigløn, som bode og døde i Cane 1661 den 16. Novemb. Med sine Kjere Hustruer Karen Niels datter og Giertrud Niels datter, og lefuede hand med S: Karen Niels datter 21 Aar. Og Aulede de tilsammen 5 søner og 2 døter og kom siden i Ecteskab med Dydedle Møe Giertrud Niels datter, og leuede de tilsammen et Meget kierligt Ecteskab i 22 Aar. Og ere alle hensofuede i Herren, Gud giffue denem med alle tro Christene en gledelige opstandelse paa Domme Dag". Det ovale storfelt er udfyldt med en marmorering, der stammer fra den seneste restaurering, der fandt sted i 1973 ved Georg N. Kristiansen, men meningen har naturligvis været, at det skulle rumme et portræt af de afdøde. Dette billede er muligvis aldrig blevet lavet, eller også har det ved den restaurering, der fandt sted i 1874, været så medtaget, at man opgav at istandsætte det. I hvert fald findes der i dag ingen spor af det. I stedet malede man i 1874 feltet sort og satte en afskrift af den førnævnte tekst i feltet. Den oprindelige tekst i det firkantede felt malede man over og satte sig selvet minde med ordene "Restaureret 1874 på Hvilsted sognebeboeres bekostning". Først ved restaureringen i 1973 blev den gamle tekst afdækket påny. Ejendommeligt er det imidlertid, at denne tekst ved nærmere eftersyn viser sig at være malet på et (tidligere løstsiddende bræt), og at man, hvis man fjerner det, finder den samme tekst endnu en gang omend med mindre afvigelser på feltets virkelige bagvæg.

Det er et prægtigt kunstværk, Hvilsted Kirke her er i besiddelse af, og tilsammen taler de to epitafier deres tydelige sprog om Hvilsted Kirkes status som herregårdskirke for 300-400 år siden.
Hvilsted gravsten midi
Men epitafierne er ikke de eneste minder, som ejerne af Cane har sat sig i kirken. I våbenhuset er opmuret en stor og meget nedslidt ligsten med portræt af to skikkelser, en mand og en kvinde, og en indskrift, som er meget vanskelig at læse, men som oplyser, at stenen er sat over "Mickel Pedersen, ridefoged på Aakjær, og hustru Karen Lavritsdatter". Stenen har oprindeligt ligget i gulvet i kirken og er senere opsat ved kirkemuren vest for våbenhuset, hvorfra den flyttedes ind i huset, da vejrliget truede med at ødelægge den. En anden sten åbenbart af mere bestandigt materiale står stadig vest for våbenhuset. Den viser tre børn, en pige og to drenge, som formodes at være børn af ridefoged Jacob Jensen og hans første kone, Karen Nielsdatter.
Hvilsted orgel midi
Orglet.
Sit første orgel fik Hvilsted Kirke i 1923. Det var bygget af A.C. Zakariasen i Århus og havde 4 stemmer. Det nuværende orgel er by,gget af Bdr. Bruhn, Aarslev, i 1966 og havde oprindeligt kun 5 stemmer: Gedakt 8', Principal 4', Rørfløjte 4', Blokfløjte 2', Mixtur II-III. Det var et standardorgel, der var tænkt som et midlertidigt instrument, indtil et større kunne anskaffes. Men menighedsrådet fandt det så velegnet, at det vedtoges at beholde det og i 1970 udvide med pedal til selvstændig stemme, Subbas 16', samt pedalkobbel.

Selve bygningen.
Ligesom forskellige tider har sat hver sit præg på kirkens indre, sådan har også selve bygningen været genstand for om- og tilbygninger i tidens løb. Ældst er koret og de tre østligste fag af skibet, mens våbenhuset og skibets vestligste fag er senere tilføjelser, antagelig fra 1400-tallet. Våbenhuset er - i modsætning til de fleste andre kirkers bygget mod nord, ud for kvindedøren - formentlig samtidig med, at mandsdøren i sydsiden er muret til. Spor af denne dør kan kun anes i murværket udefra, men står tydeligt inde i kirken. På loftet over våbenhuset er indrettet et rum, hvor kirken fra 1960 til 1983 havde et oliefyr, hvorfra varm luft blæstes ind i kirken gennem en rist i en hvælving på det sted, hvor skorstenen fra den gamle, kulfyrede kalorifere i sin tid gik op.

Hvilsted tårn midi
Tårnet.
Vestforlængelsen har tykkere mure end den øvrige del af kirken, og det har givet anledning til en formodning om, at den har været underdelen af det tårn, som man ved, Hvilsted Kirke har haft, og som blev revet ned i 1777, men teorien er sikkert forkert. Langt snarere er resterne af tårnet at finde i de to store stræbepiller under klokkeudhænget på vestgavlen. Disse piller står usædvanligt, idet stræbepiller normalt er placeret ude ved hjørnerne, hvor trykket fra hvælvingerne er størst, mens disse står et godt stykke fra hjørnerne i begge sider. Desuden er de uforholdsmæssigt store i forhold til den mur, de eventuelt skulle tænkes at støtte. Og for det tredje er gavlen sund og ret og synes slet ikke at have brug for nogen støtte. Forklaringen kan derfor kun være, at disse piller, der er muret i delvis forbandt med gavlen og altså må være opført samtidig med denne, har været underdelen af et såkaldt styltetårn, det vil sige et tårn, der er åbent mod vest og først lukker sig i øverste etage omkring klokkerummet. Tårne af denne type kendes fra flere andre af egnens kirker, f.eks. Tulstrup, Torrild, Blegind og Gylling.

Efter at tårnet var revet ned, blev klokken anbragt i et tagdækket udhæng på vestgavlen med tag over. Dette udhæng er sidst fornyet i 1956 og ved den lejlighed forsynet med et tegltækket sadeltag, der afløste et paptækket tag med spidsbuet profil. Hvornår stræbepillerne ved korets østgavl er opført, vides ikke, men at det er "ægte" stræbepiller, kan der ikke være tvivl om. Det ses da også, at den nederste del af gavlen hælder lidt udad, men efter en lille afsats går resten lodret op. Gavlen må åbenbart på et tidspunkt være blevet delvis ommuret og afstivet.

Hvilsted klokke midi

Klokken.
Kirkens nuværende klokke er støbt i 1929 af M. & O. Ohlsson i Ystad, efter at den tidligere klokke, der var støbt i 1858 af Frich i Århus, var styrtet ned under en ringning. Lykkeligvis kom ingen til skade derved, men endnu i 1960'erne, før cementfortovet omkring kirken blev udskiftet med stenbro, kunne man mellem pillerne se en rund knusning i cementen på det sted, hvor klokken var faldet.
Hvilsted vindue midi
Korvinduet.
I nordsiden af koret sidder et lille romansk vindue, som har en særlig historie. Indtil 1959 var lysningen tilmuret, men vinduesnicherne var åbne både udefra og indefra, indefra dog skjult bag det lille epitafium. Da menighedsrådet ønskede dette flyttet ned i den anden ende af kirken, aflagde nogle af Nationalmuseets folk besøg i kirken. Flytningen blev godkendt, men samtidig frarådede de os at ”falde for fristelsen” til at lade det nu synlige vindue genåbne, da det ”ville give forkerte lysforhold i koret”. Det var ikke, hvad vi havde tænkt os, og efter deres afrejse åbnede vi vinduet. Det viste sig, at tilmuringen var af lerklining og altså måtte være temmelig gammel, og at det meste af den gamle egetræsramme, der var muret ind ved kirkens opførelse, stadig sad i lysningen. Kun bundstykket var smuldret bort, men nederst i hullet sad endvidere nogle små, uklare glasstykker i en uregelmæssig, sekskantet blyindfatning - en rest af kirkens første glasvinduer. Med stor forsigtighed blev det hele pillet ud og Nationalmuseet straks underrettet om fundet. Overinspektøren i middelalderafdelingen, dr. phil. Aage Roussell tilbød at lade lave en rekonstruktionstegning af vinduet ud fra de fundne rester, så vi kunne få lavet et nyt vindue, der var en så vidt muligt nøjagtig kopi af det oprindelige. Kun pålagde han os at isætte det dårligste glas, vi kunne opdrive, for at det mest muligt kunne ligne det, man formåede at fremstille i middelalderen. Den gamle ramme fulgte med til Nationalmuseet, hvor den stadig befinder sig. Oprindeligt må alle kirkens vinduer have lignet det, som vi genåbnede. Omridset af to andre ses på nordsiden af skibet og inde i kirken på østgavlen bag alteret, men de fleste er helt forsvundne, da de store vinduer blev lavet.

Ved gavlen af våbenhuset ligger to sten med halvrunde udhugninger, som tilsammen har dannet en vinduesoverligger, samt en sten med tovsnoning i kanten, og som må have været overligger over en dør. Det hedder sig i sognet, at de tre sten stammer fra den forsvundne Rindelev Kirke, men det er også muligt, at de hidrører fra kirkens egne vinduer og den tilmurede mandsdør.

Tilhørsforhold.
Hvordan kirkens ejerforhold har været i middelalderen, ved vi meget lidt om, men vi må gå ud fra, at den omkring år 1500 ligesom de fleste andre af egnens kirker var under adminstration af Århus-biskoppen. Ved reformationen overgik alt kirkegodset til kongen, men i 1686 solgtes Hvilsted kirke til en Jørgen Rantzau, som straks efter videresolgte den, så den kom under Rathlousdal. I 1710 overgik den til ejeren af Rodstenseje og Kanne og fulgte derefter Kanne (Rantzausgave) indtil begyndelsen af 1800-tallet, da den blev overtaget af sogneboerne. Den 1. januar 1910 overgik den til selveje.

Også pastoratmæssigt har Hvilsted kirke og sogn ført en lidt omtumlet tilværelse. Indtil 1872 hørte sognet sammen med Astrup og Tulstrup, selvom disse sogne lå i Ning herred og Hvilsted i Hads herred, men på dette tidspunkt blev Hvilsted udskilt som selvstændigt pastorat. En ny præstebolig blev opført ved den gamle annexgård nord for kirken, og den hidtidige kapellan i Astrup, C.E. Otterstrøm, blev sognepræst i Hvilsted. I 1933 lod kirkeminister N.P.L. Dahl Hvilsted sammenlægge med Tiset, hvor den afholdte Laurits Luja Balslev var sognepræst, men i 1943 blev Hvilsted påny selvstændigt og fik Urban Schrøder til præst. Heller ikke denne gang varede selvstændigheden dog længe. I 1964 blev sognet genforenet med Astrup og Tulstrup. Ringen var sluttet.