Astrup Tulstrup Hvilsted Kirker Orienter dig om sognets begivenheder

Astrup Kirke

Astrup Kirke

Astrup Kirke

Oplysninger om Astrup Kirke:

Astrup Kirke i Nordens Kirker

Astrup Sogn (Wikipedia)

Astrup Kirke (Wikipedia)

Denne side indeholder klip af fortællinger, citater og referater fra bøgerne ”4 sogne omkring Solbjerg”, bind 1+3+4. Helt specifikt fra artikler forfattet af pastor emeritus Per Aagaard, som i en menneskealder har virket som præst i sognene, nemlig fra 1950-1964 i Hvilsted Sogn og fra 1964-1990 i Astrup, Tulstrup og Hvilsted sogne.

Kirken
Som kirken stod fra begyndelsen, har den været knapt så stor som i dag, selvom den stadig kun er en lille kirke, og det er endnu let at se forskel på de oprindelige bygningsdele med de store, mangefarvede granitkvadre og de senere tilføjede, hvidkalkede dele. Kirkens tag har dengang sandsynligvis været lagt af strå. Teglstenene var endnu ikke kommet rigtig i brug, og de kostbare bly tage var forbeholdt de rigere kirker - for slet ikke at tale om kobber.

Også indvendig har kirken været beskeden. Gulvet af stenpikning eller lerstampet. Ingen stolestader. Menigheden stod op under gudstjenesten og knælede på stengulvet under bønnerne. Kun langs hver sidevæg fandtes en muret bænk til gamle og skrøbelige. Prædikestol og alterskranke fandtes heller ikke - så lidt som orgel, lysekroner, varmeapparater og lignende nymodens påfund. Man kunne nøjes med lidt dengang.

Døbefont og alterbord
Men to ting fandtes i kirken - to ting, som også er de vigtigste den dag i dag: en døbefont og et alterbord. De to ting, som skulle tjene kirkens vigtigste handlinger: Dåben og nadveren. Døbefonten - desværre ikke den samme, som vi har i dag - stod antagelig langt nede i kirken midt mellem de to indgangsdøre, mandsdøren i syd, som vi stadig benytter, og kvindedøren i nord, som nu er tilmuret, men tydeligt ses som nicher i murværket både ude og inde. Dåben var jo indgangen til den kristne menighed, og så gav det god mening, at døbefonten stod nær ved dørene.

Alterbordet, der heller ikke er det samme, som vi har i dag, stod oppe i koret, som det stadig gør, blot ca. en meter længere fremme. Det skulle (og skal stadig) være det, der samler alles blikke, for her møder Vor Herre selv sin menighed på den dybeste og inderligste måde, i nadvermåltidets fællesskab.

Både døbefont og nadverbord har været af sten - sandsynligvis granit. For fast har de skullet stå som de to urokkelige grundpiller i kirkens og menighedens liv. Men ingen unødig pynt har der været i kirkerummet. På alteret et par store lys, så præsten kunne se at læse messen. Og så et krucifix til at vise, at det var en kristen kirke og ikke noget som helst andet. Men ikke mere. Lyset er faldet sparsomt ind gennem de små, højtsiddende vinduer. Åbningerne findes endnu uændrede i kirkens nordside, og de har i begyndelsen været forsynet med et såkaldt plankevindue, det vil sige en udskåret egeplanke, der var muret ind i lysningen som ramme om en tørret svineblære eller lignende. Senere er svineblæren blevet erstattet af et rigtigt glasvindue med blyindfatning om de små, uklare glasstumper, man dengang formåede at lave; men stadig har dagslyset kun i beskedent omfang kunnet bane sig vej ind i det dunkle kirkerum.

Indgangsdøren
Kun et sted har man ikke sparet på udsmykningen, og det er omkring mandsdøren, der også dengang var kirkens hovedindgang, og som man udstyrede med en prægtig løveportal, udhugget i de store granitkvadre, der indrammer døren. Da våbenhuset først er bygget til flere hundrede år senere, må vi forestille os, at indgangsportalen har været synlig i al dens vælde for enhver, der nærmede sig kirken, og det har også været meningen med den.

Indgangsdørspartiet

Indgangsdørspartiet

I dag ser vi den først, når vi træder ind ad våbenhusdøren, men stadig er den kirkens skønneste pryd, og stadig er dens symbolik hyllet l den samme anelsesfulde tåge. Begynder vi fra neden, ser vi først på de lodrette karmsten to udhugne løver på hver sin side af døren. Løver er velkendte fra heraldiken. Vi finder dem ofte på våbenskjold og i reglen som symboler på styrke og mod, men hvad betyder de her i kirken? Forestiller de en slags vagthunde, der skal vogte indgangen til kirken og skræmme spottere og ransmænd fra at træde ind i det indviede rum? Skal de være billeder på kristendommens styrke? Eller skal de tværtimod være billeder på de onde magter, der vil forsøge at trænge ind i kirken, men ikke formår at nå længere end til døren.

Over løverne har vi de to fremspringende kragsten med udhugne mønstre - forskellige - ligesom løverne er forskellige i en række detaljer. De gamle stenhuggere gentog ikke sig selv. Ligesom de gamle kunstsmede ville de vise, at de havde fantasi til at lave variationer.

Over døren løber portalen sammen i den store, halvrunde tympanon igen med to løver og her med en skikkelse imellem sig: et barn med en krone på hovedet - Jesusbarnet. Han har en hånd i munden på hver af løverne og holder dem derved på afstand.

Tårn og hvælvinger
Antagelig er hvælvingerne blevet indbygget til erstatning for det flade bjælkeloft engang i 1400-tallet. Måske samtidig med opførelsen af kirkens første tårn. Astrup kirke har nemlig haft et andet tårn før det nuværende, og hele den vestligste hvælving er underdelen af dette tårn, der altså har været lige så bredt som kirkeskibet og omtrent kvadratisk i grundplan.

Tårnet mod vest

Tårnet mod vest

Det er også let at se både ude og inde, at denne del af kirken er en tilbygning. Igennem den hvide kalk ses tydeligt, at muren er opført dels af granitkvadre og dels af mursten, et godt eksempel på genbrug. Man har taget kvadrene fra den oprindelige vestgavl, der blev nedbrudt, og suppleret med mursten. Oppe i tagrummet finder vi endnu vestgavlens øverste gavltrekant, der er opført af marksten, og som har fået lov til at blive stående, da man gennembrød den nederste del af gavlen.

Vi har ikke årstallet for denne kirkeudvidelse og det første tårns opførelse og ej heller nogen beskrivelse af det. Kun ved vi, at det omtales som højt. Vi ved heller ikke, hvorfor det er blevet nedbrudt eller hvornår. Det omtales i Pontoppidans Atlas så sent som i 1768, men er sandsynligvis nedbrudt tidligere, idet det nuværende tårn er opført 1780, og kirken er omtalt som kullet før det nye tårns opførelse.

IMG_0127

Kalkmalerier
Kalkdekorationerne på hvælvingerne har vi derimod nøjagtig årstal for. Det findes på indskriften over korbuen, der lyder: ”Ano domini MDXI (1511) thene (denne) gerning vorde gjort i her Per Nilsens tid then tid han var sogenprest i Astrop ano domini MDX primo”. Per Nilsen var kirkens sidste katolske sognepræst, men det er dog ikke sandsynligt, at det er ham, der har bekostet den omfattende udsmykning.

Det var i tiden umiddelbart før reformationen meget almindeligt, at det var biskopperne, der var kirketiendeejere, og i Astrup kirke finder vi over den førnævnte indskrift to våbenskjolde - det ene forsynet med en krone og med tre franske liljer i skjoldet. Det andet forsynet med bispehue og -stav og indeholdende to stjerner og to halvmåner, hvilket var Århus-biskoppen Niels Clausens våben. Det er derfor højst tænkeligt, at det er denne biskop, der både har bekostet udsmykningen og sat sig selv et minde ved at lade sit våben male i kirken. Med mindre det da er præst og menighed, der har villet indynde sig hos bispen ved at male hans skjold, der i øvrigt findes hele tre steder i kirken, nemlig over alteret og over orglet foruden over korbuen. Navnet på mesteren, der har udført dekorationerne, kender vi ikke med sikkerhed. Men forneden på buen ind mod triumfvæggen læser vi »Henricus Stephan Horsnetianus (fra Horsens) 73 (eller 13 -?).

IMG_0128

Kalkdekorationerne har dog ikke fået lov til at stå uændrede i tidens løb. Efter reformationen udslettede man så vidt muligt alle spor fra den katolske fortid, og det gik også ud over dekorationerne i Astrup, der blev overkalkede - og glemt. Men i 1901 indberetter den daværende sognepræst Kr. Mogensen (1894-1912) til provstiet: ”Ved en i denne tid stedfindende nødvendig Reparation af Astrup Kirke - deriblandt Kalkning - er det blevet opdaget, at der under Kalklaget paa Hvælvingerne er skjult en gammel Dekoration. Den skimtes ganske tydeligt nogle Øjeblikke efter, at den friske Hvidtekost er blevet paastrøget. Hvorvidt der ogsaa findes Kalkmalerier, ved jeg ikke”. Fundet blev gjort til genstand for en sagkyndig undersøgelse, og resultatet blev, at dekorationerne blev fremdraget påny. De er siden blevet opmalet et par gange - sidst ved restaureringen i 1972, men stadig i de samme farver og med bevarelse af de gamle konturer.

Yderligere afdækkedes ved den sidste restaurering nogle billeder i koret, muligvis af ældre dato end ribbedekorationerne. Over alteret fandtes - ved siden af våbenskjoldet - et meget primitivt krucifix. På den nordre hvælvingskappe en gren med blomster eller frugter, stående i en kande. På den søndre kappe konturerne af en hånd, oprakt til velsignelse og omgivet af et mærkeligt fletværk. På kirkens nordvæg fandtes to indvielseskors - et i skibets midterste hvælving og et i tårn rummet.

Våbenhuset er tilbygget omkring reformationstiden eller senere samtidig med, at kvindedøren i nordsiden er blevet tilmuret.

De små vinduer er i sydsiden blevet erstattet af større - endda to gange. Første gang har man indsat meget store vinduer, men ved den restaurering, der fandt sted i 1890 under professor Walthers ledelse, blev de store vinduer erstattet af de lidt mindre, som findes i dag. Da kirkens vægge blev afskrabet for gammel kalk ved istandsættelsen i 1972, kunne omridset af de ”mellemste” vinduer tydeligt ses.

Christen Begtrup
De mest gennemgribende forandringer i kirken blev dog foretaget af consistorialråd Christen Begtrup, der var sognepræst her fra 1767 til 1814. Han var en velhavende mand og dertil meget initiativrig. Han nedrev den gamle præstegård og opførte en ny, imponerende, firlænget gård, af hvilken i dag kun stuehuset er tilbage, og han anlagde den 4 td. land store have. Men også kirken nød godt af hans rigdom og byggelyst. Han var selv kirketiendeejer, og han forsynede kirken med et nyt tårn, der stadig bærer hans og hans hustrus forbogstaver C B + A S (Christen Begtrup - Anna Scheebye) samt årstallet 1780. Det fortælles, at han var så glad ved sit nye tårn, at han undertiden på lune sommeraftener satte sig oppe i klokkerummet for at nyde den storslåede udsigt, mens han arbejdede, og at han lod indrette et lille skab til sine bøger deroppe. Det var også Begtrup, der lod tilbygge det lille sakristi øst for koret. Og han gjorde det så grundigt, at han lod det meste af korets østgavl nedrive, så alteret kunne rykkes længere tilbage, og kun et forhæng bag alteret skilte koret fra sakristiet. Dette forhæng er dog i 1897 erstattet af en pudset bræddevæg.

IMG_0126

Prædikestol
I 1857 blev nu Begtrups prædikestol erstattet af en ny, der udførtes af snedker P. Benzen, boende i oberst Guldbergs gård i Århus, og den opstilledes nedenfor korbuen, omtrent hvor den endnu står.

Altertavle - gamle og nuværende
Astrup Kirkes gamle altertavle fra 1857 havde længe været i dårlig stand med krakeleringer og pletter af mug. Den bestod af en tavle med træramme i nygotisk stil, udført af snedker P. Benzen, boende i oberst Guldbergs gård i Århus, og i hovedfeltet var indsat et korsfæstelsesbillede, malet af I. F. Dresler, en i datiden kendt fotograf i Århus, i topfeltet et englehoved, omgivet af mørke skyer, og øverst et stort forgyldt kors, som nu er ophængt over yderdøren i våbenhuset.

Gamle alters topfelt

Gamle alters topfelt

Gamle alters hovedfelt

Gamle alters hovedfelt

Da altertavlen ifølge menighedsrådet ikke havde en kunstnerisk kvalitet, som burde kræve en restaurering, søgte man om tilladelse til at fjerne altertavlen fra dens plads, ophænge den i sakristiet og erstatte den med en ny - udført af maler og kirkekunstner Sven Havsteen-Mikkelsen - med motiv fra Emmaus-beretningen og med en florentinsk ramme belagt med bladguld. Mange instanser (stift, provstiudvalg, kongelig bygningsinspektør, akademirådet og nationalmuseet) var involveret, hvilket er normalt ved gennemgribende ændringer af vore kirker. Samtlige instanser var positive. Så søndag d. 21. juni 19?? Fandt indvielsen af den ny altertavle sted i Astrup kirke.

Nye altertavle

Nye altertavle

Om Emmaus-beretningen og altertavlen skriver kirkens nuværende præst, Anne Vejbæk: ”Hvad dette budskab kan betyde for os i vores liv antydes i altertavlen. Gud bryder ind i den trøstesløst hærgede, formørkede dødens verden og gør påskedag til opstandelsens dag. At »Kristus er opstanden« er nu det centrale budskab i altermaleriet. I kød og blods skikkelse lod Jesus vandringsmændene tage og føle på, at han stadig var levende, og at han var dem nær. Og det samme lader han os fatte, når han under nadveren giver sit legeme hen og lader os omslutte af hans kærligheds tegn, hans velsignende nærvær som et bestandigt løfte over vores fremtid. Som vandringsmændene befinder vi os alle på grænsen mellem tro og tvivl. De havde ikke format til at fatte budskabet. Og vores format er næppe større. Vi erfarer jo kun stykkevis og delt. Samtidig må vi erkende, at heller ikke vi forstår, men bliver vejledt, og at det er selve dette gådefulde faktum, vi lever af og må fortrøste os til, få kræfter, mod og lyst ved. Det er, hvad Emmaus-billedet forhåbentlig kan udvirke.”

Døbefonten

Døbefonten

Døbefont
Hvornår den gamle, romanske font, der må have stået i kirken fra dens opførelse, er blevet fjernet, vides ikke, og det har ikke været muligt at opspore den på egnen, men at den er forsvundet for meget længe siden, ser vi af kirkens synsprotokol fra 1895, hvor vi læser, at en ny døbefont af sten skal anskaffes, idet den gamle er »ganske som en almindelig servante af oliemalet træ med et vaskefad af messing uden zirater«. Man kan let forestille sig, at den ikke har været nogen pryd for kirken. Den nye døbefont, der ankom til kirken i 1896, blev først opstillet midt for korbuen, men i 1952 flyttet til dens nuværende plads i nordsiden overfor prædikestolen. Dåbsfadet af messing er fra 1898.

Klokke
Ældst er sikkert klokken, støbt i 1698 af Peter Christoffer Geiger i Lübeck. Den er altså væsentligt ældre end det tårn, der i dag bærer den, og må oprindeligt have lydt ude over sognet fra kirkens første, nu længst forsvundne tårn. Muligvis er også egetræsstolen, som klokken hænger i, fra dette tårn. Om klokkens oprindelse fortæller den latinske indskrift: »J ANUS RODSTEEN DOMINUS DE RODSTEENSEGET REGIS DANIÆ ET NORVEGIÆ ADMIRALIUS HUJUS ÆDIS PATRONUS ME EX ÆRE FUNDI CURAVIT LUBECÆ MDCXCVIII. PETER CHRISTOFFER GEIGER ME FECIT.« I oversættelse: »Janus Rodsteen, Herre til Rodsteenseje, kgl. admiral for Danmark og Norge, denne kirkes patron, lod mig støbe af malm i Llibeck 1698. Peter Christoffer Geiger skabte mig.«

Den nye store klokke

Den nye store klokke

Det er ikke nogen ukendt eller ubetydelig person, der her omtales som klokkens giver. Janus Rodsteen (1633-1707), hvis pompøse epitafium stadig kan ses i Odder sognekirke, var søofficer og avanceret til admiral efter at have deltaget i flere søslag ved Niels Juels side, bl. a. som fører af arrieregarden i slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677. I 1679 tog han afsked fra flåden og slog sig ned på sin gård syd for Odder, som han gav navnet Rodsteenseje. 1674 havde han købt gården Kanne (nu Rantzausgave) i Hvilsted sogn, og de to gårde var i fælles eje til 1736. Muligvis går J. R.'s forbindelse med Astrup kirke via denne gård. Janus Rodsteen var altså Astrup kirkes patron og kirketiendeejer omkring 1698. Det vi sige, at han havde ret til at indkassere kirkens indtægter, tiende, men også pligt til at afholde udgifterne ved kirkens vedligeholdelse. Som tidligere omtalt er kirken sandsynligvis bygget af sognets egne folk, og udgifterne til såvel opførelsen som driften af kirken er blevet dækket af tienden, den faste afgift (hvert tiende kornneg), som bønderne betalte til kirken - en beskatning, der indførtes allerede i begyndelsen af 1100-tallet og bestod helt til 1903. Tienden deltes i tre lige store dele, en del til kirken, en til præsten og en 'til biskoppen. Den, der fik overdraget retten til at opkræve kirketienden og pligten til at vedligeholde kirken, kaldtes kirketiendeejer (med urette ofte benævnt kirkeejer). Det var i reglen en overskudsgivende forretning og derfor et eftertragtet hverv, der var genstand for direkte handel. Hen imod reformationen havde biskopperne mange steder tilranet sig kirketiende-ejerskabet ved de fleste af stiftets kirker, men ved reformationen i 1536 konfiskerede statsmagten bispegodset, og kongen blev nu kirketiendeejer. Imidlertid fattedes riget også dengang penge, og for at skaffe indtægter til den slunkne statskasse begyndte kongerne at sælge kirketiende.

De nordvendte klokker

De nordvendte klokker

Klokkespillet
Den 20. maj 1982 døde gårdejer Peder Anton Rasmussen på Plejehjemmet »Elmevang« i Solbjerg, 81 år gammel. Han var den sidste af 4 ugifte søskende og havde indtil få år før sin død boet på den fædrene gård, Østergårdsvej 249 i Astrup. Som den sidste i familien faldt det i Antons lod at gøre boet op, og i december 1972 lod han oprette et testamente, ifølge hvilket hans gård og indbo skulle tilfalde Østerlandsmissionen (nu indgået i Det danske Missionsselskab). Hans bankbeholdninger skulle tilfalde Astrup Kirke »til anvendelse til et klokkespil til kirken, kirkens udsmykning, fortrinsvis til malerier eller lignende«. Ved boopgørelsen efter Anton Rasmussens død blev der, efter at arveafgift og øvrige omkostninger var betalt, omtrent 465.000 kr. til disposition, og med de renter, der siden påløb, ca. 100.000 kr., har dette beløb været tilstrækkeligt til at dække alle udgifter ved anskaffelsen af klokkespillet.

De sydvendte klokker

De sydvendte klokker

Klokkespilindvielsen fandt sted i Astrup Kirke søndag den 7. december 1986. Astrup Kirkes klokkespil består af 24 klokker og spænder over tonerne fra c2 til c4, altså 2 oktaver. Det er leveret af firmaet Thubalka i Vejle, og klokkerne er fremstillet af støberiet Eijsbouts i Holland. Den største klokke måler 778 mm i diameter og 621 mm i højden og vejer 270 kg. Den mindste klokke måler 284 mm i diameter og 221 mm i højden og vejer 20 kg. Alle klokkerne vejer tilsammen 1.837 kg. Den største klokke, der indgår i klokkespillet, kan endvidere anvendes som ringeklokke sammen med kirkens gamle klokke fra 1698, så det nu er muligt at ringe med to klokker samtidig til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Klokkespillet er oprindeligt udstyret med et båndspilleværk, så det automatisk kunne spille faste melodier i forbindelse med morgenringningen og aftenringningen samt kl. 12 middag. Båndene er nu udskiftet med en computer, så melodirepertoiret kan varieres efter årstiden. Endvidere er klokkespillet forsynet med et elektronisk klaviatur, så der ved særlige lejligheder også kan spilles andre melodier på det end de indkodede eller afholdes klokkespilkoncerter.

Orglet

Orglet

Orgel
Kirken fik sit første orgel i 1906. Det var bygget af A. C. Zachariasen i Århus og indeholdt kun 5 stemmer. Det blev i 1975 afløst af et orgel på 12 stemmer, bygget af P. Bruhn og søn i Årslev v. Åbenrå. Orglets disposition er: Hovedværk: Principal 8', Spilfløjte 8', Oktav 4', Gemshorn 2', Mixtur 3 kor; Brystværk : Gedakt 8', Rørfløjte 4', Oktav 2', Quint 1 1/3', Vox Humana 8'; Pedal: Subbas 16'; Gedakt 8'. Orglet blev taget i brug påskedag 1975.

Ejerforhold
Astrup kirke har siden 1912 været selvejende. Det vil sige, at den nu bestyre s af det folkevalgte menighedsråd, og at udgifterne til driften hovedsageligt kommer fra kirkeskatten, som vi alle er fælles om. Det er for mig at se en lykkelig udvikling, at kirken nu igen bestyres af sognets egne folk og ikke af fremmede tiendeejere enten af verdslig eller kirkelig art. For hvordan vi end vender og drejer sagen, har Astrup kirke dog alle dage tilhørt det sogn, som for århundreder siden lod den bygge, og som siden har brugt den, stadig bruger den, og forhåbentlig langt ud i fremtiden vil blive ved med at bruge den som det sted, "hvor man samles for at lytte til Guds ord, bede om hans hjælp og takke for hans gaver” - ved søndagens gudstjeneste, ved dåb og nadver, ved livets begyndelse og livets slutning og i den hverdag, som Gud har sat os til at leve i.