VELKOMMEN TIL ANNIKA
Det er mig en stor stor glæde, endelig at kunne byde hjertelig velkommen til Annika Rasmussen, vores nye præst ved Astrup – Tulstrup – Hvilsted Sogne. Jeg skrev i Kirkebladet i december, at menighedsrådet ikke var i tvivl om, at vi havde fundet den helt rigtige præst til at bestride embedet.
Jeg ønsker på menighedsrådets vegne, at I vil tage godt imod Annika og hendes familie og jeg ser frem til, at vi i fællesskab vil styrke og udbygge samarbejdet med præst og menighedsråd i Tiset. Annika vil blive indsat søndag den 6. februar i Astrup Kirke.
Inge Helboe Kruhøffer
Formand A-T-H
Mit navn er Annika Rasmussen og jeg har været ansat som sognepræst i Vor Frue Kirke i Kalundborg. Jeg har været præst i fire år og glæder mig hver dag over den glæde det er, at møde mennesker lige der hvor de er – om det er til babysalmesang, konfirmandundervisning, eller kirkelige handlinger.
Jeg glæder mig til at lave kirke med jer i Astrup – Tulstrup – Hvilsted og til et godt samarbejde med Tiset Kirke.
Efter 5 år på Sjælland er vi klar til at komme hjem til Jylland. Jeg er opvokset i Skanderborg, og jeg har studeret teologi på Aarhus Universitet – så jeg føler, at jeg vender hjem til Jylland. Privat er jeg gift med Mads og vi har en datter Helene på 3 år. Vi glæder os til at flytte ind i den smukke og historiske præstegård i Astrup og til at være en del af et voksende og levende lokalsamfund i Solbjerg. Jeg glæder mig til at møde jer.
De bedste hilsner Annika