FARVEL OG TAK fra Anne Vejbæk

FARVEL OG TAK I skal hermed alle have en lille afskedshilsen. Efter 41 år som sognepræst (de første 10 på Djursland og 31 år her i Astrup, Tulstrup og Hvilsted sogne) har jeg besluttet at fratræde min stilling den 1. september. Det har dog været en svær beslutning, for jeg elsker mit arbejde, som har været et liv med mennesker, bøger, læsning, tanker – andres tanker og de tanker, jeg selv har gjort mig om godt og ondt, liv og død, og om tro, håb og kærlighed.

Hver eneste søn- og helligdag har jeg glædet mig over at holde gudstjeneste og kirkelige handlinger i vore smukke kirker. Jeg har glædet mig over at undervise både små og store konfirmander, og jeg har glædet mig over de møder og de mange berigende samtaler jeg har haft med så mange af jer. Og jeg er utrolig taknemlig for den fortrolighed, de sorger og glæder og specielle livshistorier, som I har delt med mig og involveret mig i. Tak for dem alle.

Tak også til medarbejdere og kirkebetjeningen, som har inspireret med blomster, sang og musik. Og tak til et fantastisk godt og velfungerende menighedsråd gennem mange år, som har arbejdet hårdt for at skabe så gode rammer som muligt for mig og dermed for embedet og menigheden. Det har været meget befordrende.

Oprindelig havde jeg forestillet mig at fortsætte to år mere og gå af som 70-årig. Men jeg har langsomt ændret planer. Jeg er utrolig heldig og privilegeret med mange spændende muligheder. Min mand og jeg har vort andet hjem i Andalusien, og vi har erfaret, at ferierne rent ud sagt ikke rækker til alt dét, vi gerne vil. Vi har den skønneste villa i Arenas-bjergene med udsigt over Middelhavet m.m. og har fået et rigtig godt netværk i området, som også rækker ind over det arbejdsmæssige med både det kirkelige og for min mand Svends vedkommende med opgaver på universiteterne i både Malaga og Cadiz. Så i første omgang rejser vi dertil. Derudover har jeg har et hus i Italien to timers kørsel fra Rom, hvor vi også gerne vil tilbringe lidt mere tid i den periode, hvor Musikforeningen i Abruzzo byder ind med fantastiske koncerter i klostre, kirker og spillesteder i vores område. Det har vi heller ikke nået i det omfang, vi gerne ville. Om et år eller to vil vi indrette os i vores store gamle lejlighed inde på Kystvejen i Aarhus og bruge den som udgangspunkt, når vi er i Danmark.
Vi er som nævnt meget privilegerede og taknemmelige for de muligheder. Og vi vil nu prøve dem af, mens vi føler os raske og stærke og fulde af gåpåmod. I vores alder ved man jo aldrig, hvad der kan ske. Min tidligere mand og far til mine tre børn er i begyndelsen af året kommet på plejehjem hårdt ramt af sygdom. Så tanken om, hvad fremskreden alder kan medføre, har nok fået mig til at stoppe op og tænke over, hvad fremtiden også skal bruges til.

Nu drager vi af og slår os ned i det smukke Andalusien og forestiller os kun at tilbringe sommermånederne i Danmark. Det bliver meget anderledes, men med spændende udfordringer. Og vi glæder os.

Denne corona-tid tillader ikke de store receptioner, som man normalt ville holde, når man efter mange år tager afsked med sine sogne. Det vil jeg selvfølgelig heller ikke gøre. Men jeg vil sende jer alle de hjerteligste hilsner i taknemmelig-hed over alt dét, mange af jer har betydet for mig og ønske jer Guds velsignelse dertil.

Anne Vejbæk