Nytår – indlæg af Svend Andersen

Skal man glæde sig til nytår? Normalt glæder
mange sig vel til nytårsaften: god mad, fest og
dans, fyrværkeri. Men året 2020 har ikke været
normalt, og det bliver overgangen til 2021 nok
heller ikke. Vi lever stadigvæk i Coronaens tegn,
og det betyder begrænsninger – i, hvor mange
mennesker, vi må være sammen med. Hvor vi
må rejse hen. Hvilke adspredelser, vi kan søge.
Og på mange andre måder har vi i det gamle år
måttet lægge bånd på vores livsudfoldelse.
Men netop her op mod årsskiftet kommer der
gode nyheder. Der er vacciner på vej. Så måske
kan vi snart i det nye år blive befriet for Coronaens
begrænsninger og vende tilbage til et
mere normalt liv.
Udsigten til en vaccine er et helt konkret udtryk
for, at nytår betyder forventning. Måske bringer
det nye år fornyelse. Mon jeg slipper af med min
sygdom? Finder jeg et job? Kan det uvenskab,
der nager mig, overvindes? Og hvis jeg løfter blikket:
kommer der lidt mere fred og fordragelighed
ind i den store verden? Man siger, at tiden læger
alle sår. Men det er jo notorisk forkert.
Man kan højst sige, at tiden læger nogle sår:
tiden kan betyde fornyelse. Et nyt år kan åbne
nye muligheder.
Men tiden kan også betyde det modsatte. I en
af sine aftensalmer siger Thomas Kingo: ”En
dag jeg nærmer er ved døden end som før;
tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør” (nr.
761 i Salmebogen). Tidens gang betyder, at vi
bliver ældre. Så et nyt år kan også betyde større
gebrækkelighed og flere bekymringer. Og døden
rykker nærmere.
Men i kirken har vi en anden tidsregning. Her
har årsskiftet allerede fundet sted. Vi er allerede
trådt ind i et nyt kirkeår. Kirkeårets tid
er fornyelse uden forgængelighed. I løbet af
kirkeåret møder vi den kristne tros afgørende
begivenheder. Fødslen af det menneske, der
åbner en ny vej til Gud. Hans forsmædelige død
og dens overvindelse. Guds komme som den
inspirerende ånd, der vækker troen i os. Jul,
Påske og Pinse – kirkeåret forløber i høj-tider.
Det bærer os oppe, uanset om det verdslige år
bringer os sorger eller glæder.
Svend Andersen