Corona etik ved Svend Andersen

En så undselig størrelse som et virus, Corona, har allerede præget året 2020 så grundlæggende som intet andet. Sygdommen, den forårsager, Covid-19, har allerede kostet en million menneskeliv jorden over. Det er i sig selv skræmmende. Men pandemien har også medført ændringer i selve vores levemåde, både som enkeltmennesker og som samfund. Corona har skabt en ny etisk be-vidsthed – eller måske snarere afsløret en etisk forlegenhed. Etik drejer sig om forskellen mellem at gøre det rette eller gøre det forkerte. Om modsætningen mellem godt og ondt. I kristendommen kender vi etikken fra de tid bud og buddet om at elske sin næste. Men selv om Danmark siges at være et kristent land, er det nok de færreste, der tænker på de bibelske bud, når de overvejer, hvordan de skal bære sig ad. Faktisk hersker der en udbredt etisk relativisme: hvad der er godt og ondt, er noget, vi hver især selv bestemmer. Hvad der er godt for mig, er sikkert ikke godt for dig. Etik er dybest set ikke noget, vi kan diskutere. Og vi kan da slet ikke fortælle andre, at de har båret sig forkert ad! Derfor bredte der sig en rådvildhed, da regeringen i marts måned ikke bare ”lukkede Danmark ned”, men fortalte os, hvordan vi alle skal overholde bestemte forsigtighedsregler. Og da politiker-ne talte om samfundssind, skulle der kommentatorer til at forklare, hvad det betyder. Mange blev fornærmede over, at nogen tillod sig at fortælle os, hvordan vi skulle opføre os. Reaktionen afslører en etisk analfabetisme. I grunden burde det være indlysende for alle, hvad vi skal gøre. Når samfundet er ramt af en alvorlig smitte, skal vi ikke kun tage vare på os selv, men i lige så høj grad på andre. Og vi bør være optaget af, at de bærende institutioner i samfundet – sundhedsvæsenet og skolen fx – skal stå krisen igennem. Det er, hvad samfundssind betyder. Et konkret udtryk for samfundssind ville være, hvis der overalt bæres mundbind som en selvfølge. Som i Andalusien, hvor vi befinder os i skrivende stund. Svend Andersen