BEFRIELSEN OG GENFORENINGEN

Når man svinger ind på Østergårdsvej fra
Solbjerg Hovedgade, bør man ikke overse den
markante granitsten i T-krydset. Den hedder
Ormestenen på grund af en dyb fure, skabt af en
slange. Altså ifølge sagnet. I år er der dog grund
til hæfte sig ved de linjer, der fylder det meste
af stenen. Der er nemlig tale om en genforeningssten,
som for øvrigt blev afsløret af den
daværende præst ved Astrup Kirke.
Nordslesvig – Sønderjylland – ”frelstes”, idet
landsdelen blev en del af Danmark efter at
have hørt til Tyskland siden krigen i 1864.
Som sønderjyde har jeg hørt om den glæde,
genforeningen med landsmændene vakte. Min
mor oplevede som stor pige afstemningen i det
forsamlingshus, hendes forældre bestyrede.
Som sydslesviger føler jeg næsten, at Ormestenen
nævner mig på en dobbelt måde. Men
ordene viser, at historiens gang skaber nye
realiteter. I 1920 ”kæmpede” sydslesvigerne
for, at de også måtte vende hjem. Det gør de
ikke mere, men føler sig knyttet til Danmark som
tyske borgere.
Ved siden af 100-året for Genforeningen skulle
vi have fejret befrielsen fra den tyske besættelse
i 1945. Vi forstår den glæde, frihedsbudskabet
vakte. De lidelser, afsavn og farer, den enkelte
dansker havde levet med, var nu forbi. Det
skammelige fremmedherredømme var kæmpet
ned. Og nazisternes umenneskelige diktatur,
som truede hele Europa, var overvundet. Det var
virkelig en helt omfattende befrielse.
De mange festligheder, vi havde set frem til som
markering af både Genforening og Befrielse, må
vi give afkald på. Vi er ikke besat og heller ikke
under fremmedherredømme. Men Corona virusset
har hensat landet i en undtagelsestilstand.
Vi skal være sammen på afstand, men for
mange er afstanden for stor. Den betyder isolation
og savn af éns kære. På den baggrund kan
vi godt tænke, at ”genåbningen af Danmark”
betyder befrielse og genforening. Men vi skal
bevare proportionssansen: vores afsavn er for
intet at regne sammenlignet med årene før
1920 og før 1945.
Svend Andersen