ET FORÅR – EN TID – VI ALDRIG VIL GLEMME!

Vi befinder os kirkeligt i tiden mellem Påske og
Pinse. Tiden, hvor ingenting sker, selv om verden
går videre. Disciplene sidder isolerede fra verden
og hinanden i sorg, i angst for hvad, der er sket,
og hvad der skal ske. De har forsøgt at forstå, at
tiden sammen med deres Herre Jesus var forbi,
og at de ikke længere skulle fortrylles af hans
nærvær og opleve det menneskelige fællesskab
med ham som centrum.
Men tiden mellem Påske og Pinse er ikke bare
en bestemt periode i kirkeåret, men også en tid
vi så at sige altid lever i. Mellem dét, der er sket
og dét, som det betyder. Og i år en tid, et forår,
som vi aldrig nogen sinde vil glemme. En tid, hvor
mange forhold er anderledes og forandret og hvis
virkninger vi ikke kender.
En tid, hvor en aldrig før oplevet og forfærdelig
verdensomspændende sygdomskrise har hærget
og efterladt bekymringer, sorger og rædsel.
Rædsel ude i verden, hvor folk mangler alt for
at kunne beskytte sig; og herhjemme sorgfyldte
mennesker, som ikke kan være sammen med
deres kære på sygehuse, plejehjem og mest
bedrøveligt: på dødslejet, hvorefter følelsen af
svigt råber til himlen.
Derudover en tid, hvor pandemien ekstremt
hurtigt har udviklet sig til en meget bekymrende
finanskrise med konkurser og arbejdsløshed med
store menneskelige omkostninger. En tid, hvor vi
har opdaget, i hvor høj grad globaliseringen øger
vores samfunds sårbarhed. Og hvor vi tydeligt
mærker, at alle tråde for alvor er vævet ind i
hinanden.
Det er også en tid, hvor vi har oplevet, at vi lever
af hinanden på mere end én måde. Vi har med
Løgstrups smukke ord erfaret, ’at vi altid står
med lidt af den andens liv i hænderne’. Vi har
opdaget, hvor meget vi har brug for hinanden og
kan give til hinanden. Vi har opdaget, hvad empati
og respekt betyder. Vi har opdaget, hvor heldig
man er, når man bor i et frit, demokratisk land
i modsætning til verdens autokratiske regimer.
Vi har opdaget, hvor betydningsfuldt det er at
have en statsleder som vores og en dronning og
et kongehus, som viser kærlighed og omsorg for
sit folk. Vi har mærket samfundssind mellem os
alle forsøgt praktiseret på bedste måde. Vi har
opdaget, at vi er i hinandens vold.
Den danske Folkekirke har også forsøgt at
bringe trøst og opmuntring så godt, det kunne
lade sig gøre under de omstændigheder, at
det fysiske fællesskab ikke kunne finde sted.
Opfindsomheden har været stor og formen
meget forskellig. Men det har været en meget
mærkelig oplevelse at stå i kirkedøren og sige
til folk, der gerne ville deltage i en mindehøjtidelighed,
at der ikke var plads til flere end de
10 allernærmeste. Forståelsen og accepten af
forholdene har dog været fuldstændig til stede.
Som nævnt har den nødvendige aflysning af
gudstjenesterne ikke hindret kirkens åndelige
fællesskab i at finde nye udtryk og givet os en
følelse af på trods af alt at høre sammen. Lokalt
griber man det forskelligt an med de midler man
nu har:
I Astrup har man hver middag mellem 12.00 og
12.30 kunnet høre kirkens klokker spille sange
og salmer om håb og glæde. Mange har under
klokkespillet været på kirkegården og besøgt
deres gravsteder eller været på havevandring i
præstegårdhaven. Der er blevet holdt gårdsang
for Plejecentrets beboere i påsken; der er blevet
kommunikeret meget på skrift og i telefon; hjemmesiden
er blevet lidt fyldigere med ord til trøst
og opbyggelse; Solbjerg Facebook er også blevet
brugt. Her er Fadervor blevet kommunikeret ud til
forældre og børn i sang og fagter. Billeder af de
mange skønne glasengle, som konfirmanderne
lavede, lige før Danmark blev lukket ned, er
blevet lagt ud også på Facebook. Og i radio og tv
er der hver søn- og helligdag blevet transmitteret
gudstjenester fra Skt. Pauls Kirke i København,
hvor sognepræst Katrine Lilleør sammen med
organist Frederik Magle på fineste og enkle måde
har bragt forkyndelsen ud i sognene og taget
os med til alters. Der er daglig morgenandagt
fra Domkirken i København, morgensang med
Phillip Faber og meget mere.Men når alt dette er
sagt, så har det været mere end forstemmende
at skulle aflyse især Påskens store drama og
glædesfest, mange andre gudstjenester og
koncerter i vore egne kirker, og mest af alt at
måtte udsætte tre konfirmationer, ni barnedåb,
og flere bryllupper. Mange familier har glædet sig
i årevis og nu måttet lave om på længe planlagte
arrangementer. Og meget er rykket helt frem
til september for nogenlunde sikring af, at det
til den tid kan gå an at være sammen i større
forsamlinger.Alle de mange udskudte kirkelige
fester vil vi på trods af alt glæde os til. Det har
man vel lov til. Måske kan vi endda finde fordele
ved at fejre store begivenheder i sensommeren.
Måske er udskydelsen godt for noget. Hvem ved!
Nu må vi bare håbe, at så mange som muligt
kommer igennem krisen uden at blive alt for
syge. At ensomheden ikke bliver for overvældende
og at vi måske som de privilegerede
mennesker, vi også er i dette land, kan se ud
over os selv og forholde os til en større, fælles
virkeligheden Det må være mit håb og ønske for
os alle.
Anne Vejbæk