Drop-In dåb d 8. nov Fredenskirken i Viby

Fredag 8. november kl. 16.00-19.00
Fredenskirken, Rosenvangs Allé 51, Viby

I den danske folkekirke er det aldrig for sent at blive døbt. Derfor er Folkekirken i Aarhus gået sammen om at tilbyde DropInDåb. Fra i år kan du komme ind fra gaden og blive døbt i folkekirker i Aarhus uden forhåndstilmelding. Og nu er der en ny dato klar, når vi inviterer til DropInDåb i Fredenskirken.

Her kan alle blive døbt på stedet uden tilmelding og planlægning af stor fest. Man kan komme når som helst i det tidsrum, kirken er åben. Alle er velkomne, børn som voksne, også selvom man ikke bor i byen. Man er velkommen til at have gæster med, men man kan også komme alene – så sørger kirken for at stille de nødvendige dåbsvidner til rådighed.

Når man møder op, får man en kort samtale med en præst, og bagefter bliver man døbt i kirken. Dåben foregår helt, som vi plejer, bare uden tilmelding. Der vil være musik i kirkerummet, og bagefter bydes der på en forfriskning og en dåbsgave, som kan hjælpe med at folde dåbens betydning ud. Medbring gyldig legitimation med foto. Alle under 18 skal have forældre eller værge med.

DropInDåb har spredt sig, efter Kristkirken i København i efteråret 2017 afholdt det første arrangement i Danmark. Der kom 34 personer for at blive døbt, og et år senere var 247 personer ifølge folkekirken.dk blevet døbt ved 10 DropInDåb rundt omkring i landet. Og det virker til, at konceptet også er blevet vel modtaget i Aarhus. I alt blev 28 døbt i Fredenskirken, da der første gang blev holdt DropInDåb her i foråret.

Comments are closed.